Tak, Skæbne

»Jeg har aldrig følt himlen så nær, som nu … « synger Asger til sin kone, Felicja. Tæt danser de i ring, mens deres arme holder rundt om hinanden. De danser midt i hendes lille lejlighed på det jødiske plejehjem i København. Sammen har de haft et eventyrligt liv, der lyser stærkt op på trods af Felicjas mørke fortid.

Asger og Felicja mødte hinanden første gang året efter 2. verdenskrig. De var begge i Mölle på Kullen i Sverige for at arbejde på Grand Hotel. Han var en ganske almindelig ung, dansk mand, og hun var en polsk jødinde, der netop havde overlevet Lodzghettoen og Auschwitz.

Det var Felicjas ‘udslukte øjne’, hendes faste skridt og ranke ryg, der fik Asgers kærlighed til at slå gnister. Siden 1946 har kærligheden mellem de to blomstret.