Proust

“Prousts personer er således ofre for denne dominerende betingelse og omstændighed ‒ Tid – ofre, som laverestående væsener er ofre, kun bevidste om to dimensioner og pludselig konfronteret med højdens mysterium: ofre og fanger. Det er ikke muligt at flygte fra timerne og dagene. Hverken fra i morgen eller i går. Vi kan ikke flygte fra i går, fordi i går har ødelagt os eller er blevet ødelagt af os. Sindsstemningen er uden betydning. Ødelæggelse har fundet sted. I går er ikke en milepæl, der er passeret, men en dags-sten på årenes slagne landevej og uigenkaldeligt en del af os, i os, tung og farlig. Vi er ikke bare mere trætte på grund af i går, vi er også nogle andre, ikke længere hvad vi var før gårsdagens ulykke. En ulykkelig dag, men ikke nødvendigvis ulykkelig i sit indhold. Personens gode eller onde handling har hverken realitet eller betydning. Kroppens og intelligensens umiddelbare glæder og sorger befrugter hinanden på så uendeligt mange måder.”