Musikhistorikeren Hortense Panum

Som privat lærer i klaver- og musikteori havde hun et stærkt engagement i musiklærernes vanskelige vilkår, og i 1897 tog hun sammen med flere lidelsesfæller initiativ til at stifte Musikpædagogisk Forening, der skulle hjælpe til at højne musiklærernes faglige niveau og samtidig bane vej for en bedre aflønning. Hendes vigtigste arbejde blev dog en afhandling om middelalderens strengeinstrumenter, der blev oversat til engelsk og fortsat citeres i vidt omfang. Den bygger på en original metodisk tilgang og påviser forløberne for de instrumenter, der blev de bærende i den vestlige verdens orkester- og kammermusik. Men hurtigt efter hendes død i 1933 sænkede glemslen sig om Hortense Panum. Ingen af de fremstormende unge mænd, der grundlagde det akademiske musikstudium, videreførte hendes originale instrumentforskning eller hendes bredt anlagte kulturformidling.

Denne bog er den første større fremstilling af Hortense Panums biografi og diskuterer hendes skæbne på baggrund af den rivende udvikling, musikvidenskaben gennemgik i hendes levetid. Den belyser samtidig hendes vanskeligheder som foregangskvinde inden for et ny fagfelt.