Min hånd hænder i dine fingre - min sjæl ender i et forsøg

Hvad er det lyrikken kan? Det, vores sprog
ikke kan. Ingen taler lyrisk. Og mange tror, at de, når de rigtig skal udtrykke
sig, skal lede grundigt efter ordene – og helst nogle svære. Men det er ikke
rigtigt. Det fjerner sig fra virkeligheden. Og det går for langsomt.

Epik er det modsatte af lyrik; en
fortælling med et fremadskridende handlingsforløb: fra a til b. Men den forholder sig til og er
bestemt af det samme som
lyrik: tiden. Forskellen er, at epik har tid og lyrik ingen tid: lyrik har al
tid og er der altid.

Lyrikken kan fanges lige inden
rationaliteten, samfundets og andre menneskers sprog sætter ind. Der er man sig
selv nærmest. Og fanger man andre, har det mindre med sprog at gøre, end det
har med stemning og det at være menneske at gøre. Lyrikken og særligt musikken er det
nærmeste, vi kommer dyrenes umiddelbarhed og ergo utankehed: i et til
lejligheden kun passende stemningssprog, som man ikke tænker som tanker, men
føler ubevidst, samtidig med at man forstår usagt: det er lyrikken. Der har jeg
altid fornemmet mig mest hjemme, og gerne alene. Der er ikke noget, jeg ikke
kan klare i lyrikkens øjeblik, der ikke gik.