Gennem sprækkerne

Marianne Iben Hansen skriver smukt og rørende om sin fars demensforløb. Om de mange svære følelser, modstanden, sorgen, de uløselige dilemmaer og forsøgene på at håndtere det uforudsigelige. Men også om den gradvise overgivelse, der munder ud i en uventet inderlig  kontakt – ikke på trods af demensen, men i kraft af den.

”Kærlighed blev noget, vi hvilede i, ikke noget den ene følte for den anden. At give fik en ny betydning, og at fortjene mistede sin relevans. Det har medført et jordskred i det fundament, min personlighed hviler på”.

Skildringen er levende og præcis, og refleksionerne er båret af forfatterens oprigtige ønske om at møde og udforske det nye, der åbner sig, i stedet for at se bagud mod det, der er mistet. De opdagelser, hun gør undervejs, om sig selv, om sin far og om nærværet mellem dem, er ikke kun vedkommende, hvis man har demens tæt inde på livet. Det handler om at være menneske og om at finde ind til hinanden, også når livet er præget af alder eller sygdom, og når tab og forandringer er et vilkår.