Ekstranummer

Gennem 30 år på landevejen følger vi den musikalske altmuligmand Lars Christensen. Ramsaltede anekdoter og ægte musikerskrøner afløser spillemandens ærlige opgør med hashmisbrug, musikkens købmænd og de spildte drømme.

»Jeg er først i 50´erne og står stadig derude på de små rockscener. Jeg blev aldrig hverken berømt eller berygtet. Til gengæld er mit musikerliv fyldt med masser af gode oplevelser, præget af nærvær, samvær i øjenhøjde, og så har jeg haft det eventyrlige held, at dem, jeg har spillet sammen med, som regel er blevet mine gode venner.«

Læseren suges ind i et musikerliv langt væk fra glamour, rigdom og spytslikkeri. Lars er en af musikbranchens utallige arbejdsmænd, som weekend efter weekend pakker sit grej for at optræde for ganske almindelige mennesker. Hvad enten det er som bandmusiker eller som solomusiker, følger den gode historie altid med.

Lars Christensen er en del af en generation, som både er de første og de sidste.  De er de første, som stadigvæk spiller live, selv om de både er gråhårede, skaldede og bedsteforældre. De står stadig derude og underholder folk. De har oplevet at blive gamle med deres publikum. Det er aldrig sket før.

Men de er også de sidste af de selvlærte musikere. De første musikskoleelever presser sig på nedefra. De kan både læse noder, har lært at arrangere musik, har fået gratis instrumenter. De har haft dygtige lærere og rådgivere på hver finger og burde vel egentlig trænge de gamle og gråhårede musikere ud. Men musikere som Lars Christensen er der endnu, og hver weekend står de derude og optræder for helt almindelige mennesker.