Den gamles tavshed

I en selvbiografisk litterær mosaik væver Mauricio Rosencof sine erindringer fra årene i isolationsfængsel som politisk fange sammen med sin fars erindringer, flashbacks til barndommen og en søgen efter spor af familiemedlemmer, der blev ofre for Holocaust. Skrevet i et vidunderligt klart sprog, der er kogt ned til sin allervæsentligste essens, skaber forfatteren en dybt bevægende ordkunst, hvori hans egen verden udfolder sig som et kalejdoskop. 

Faren rejser med tog ind i landet til en militærkaserne i Paso de los Toros. Her sidder sønnen indespærret under militærdiktaturet i Uruguay. Rejsetid: seks timer. Besøgstid: ti minutter. Vinduesglasset i togvognen forvandles til en skærm, hvorpå fortiden i Polen passerer forbi: skrædderværkstedet i Lublin, kærlighedserklæringen til Rosa under blommetræet, tiden som soldat under første verdenskrig. Og derefter udvandringen til det fjerne land i Sydamerika og den ældste søns død. 

Erindringerne sammenflettes i brevform med den hjerteskærende fortælling om dem, der ikke vendte tilbage fra koncentrationslejrene og ghettoen. Af dem er der kun få billeder tilbage, heriblandt det fra skrædderværkstedet i Lublin.