Avantgardens selvmord

Den klassiske avantgardeposition er ikke længere til rådighed. Det er både en forbandelse og en mulighed. En forbandelse, da avantgardens radikale kritik mere end nogensinde er påkrævet, en mulighed, da avantgarden fejlagtigt prætenderer at sidde inde med de vise sten. Avantgarden ser sig selv som den revolutionære praksis’ smeltedigel og affejer massens aktiviteter som intet andet end afledningsmanøvrer, der ikke udfordrer den etablerede orden. Men den splittelse, som avantgarden er eksponent for, skal tilvejebringes – der skal skabes uro, homogeniseringsbevægelsen skal afbrydes! – men uden at massen reduceres til en dum krop, der skal organiseres. Det er den umulige arv, avantgarden har efterladt os.