André Derain

Selvom Derain indtog en central rolle på den parisiske kunstscene i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor han sammen med sine nære kolleger og venner Matisse, Vlaminck, Picasso og Braque udviklede fauvismen og skabte fundamentet for kubismen, og selvom han i 1920’erne var blandt de allermest hyldede kunstnere overhovedet, vækker hans navn ikke bred genkendelse i dag. Årsagen til denne situation skal findes i hans både frivillige og ufrivillige rolle som moderne fransk kunsts outsider: Allerede i årene frem mod 1. verdenskrig forlod Derain fauvismen og kubismens radikale eksperimenter og gik sin egen vej tilbage mod fortidens kunst. Hans stadig mere klassicerende udtryk vandt stor popularitet efter krigens afslutning, men skræmt af sin egen succes trak han sig længere og længere væk fra kunstscenen. Denne frivillige kunstneriske og personlige isolation blev afløst af en tvungen, da Derain, som følge af en skæbnesvanger rejse med nazisterne under 2. verdenskrig, blev udelukket fra det kunstneriske miljø efter befrielsen.