Tolv rum

»Jeg er morder.
Selvfølgelig er jeg da det. Det er jeg da. Jeg har myrdet igen og igen, igennem hele mit liv. Selvfølgelig har jeg da det. Sådan er det jo. Jeg har vidst det næsten hele mit liv. At jeg var morder altså.
Det var faktisk den første ting, jeg gjorde. Og så var jeg ikke engang bevidst om det, Og nej, jeg var ikke sindssyg i gerningsøjeblikket. Hvilken undskyldning over alle undskyldninger. Det var jeg ikke. Jeg var bare ikke bevidst første gang, jeg myrdede. Selvfølgelig var jeg ikke det. Det var jeg altså ikke.«
Sådan begynder fortælleren historien om sit liv, fortalt fra det hjem, hvor han er blevet anbragt, mistænkt for at have myrdet sin kone. Selv mener han, at han er uskyldig, men er dog ikke så sikker på, at han ikke har været skyld i andre dødsfald i løbet af sit liv. Endnu mere usikker bliver han, da der sker en række bizarre dødsfald blandt hans medbeboere.