Samling med egen Rembrandt

Johannes Hage var initiativets mand, der gik i krig gennem hele livet. Som 1864-veteran meldte han sin parathed til atter at drage i felten som både 56- og 72-årig, og med samme indstilling gik han til kunstens domæne. Her endte han med at skabe eget kunstmuseum. Hvad der var tiltænkt at være et bidrag til at ændre forholdene på Statens Museum for Kunst, blev i stedet en positiv provokation med base på hans eget gods: Nivaagaards Malerisamling.
Idealisme og praktisk sans var to af hovedingredienserne i Johannes Hage (1842-1923), muliggjort af hans far, grossereren Alfred Hage, der havde forstået sønnens behov for at give og skabte rammerne for hans initiativrigdom. Hage-familien var kornhandlere med sans for at vurdere og tage handlingen på sig, og der går en lige linje fra forældregenerationens rolle i grundlovens indførelse til Johannes Hages forståelse for at give kunsten liv.
Johannes Hages kunstsamling bestod af mesternavne fundet på blot få år omkring 1900 i en proces, hvortil han inddrog tidens store museumsmænd og connaisseurer over hele Vesteuropa. Som forældregenerationen før sig så han sit land og dets kultur i et internationalt perspektiv, hvorfor han sørgede for at holde sine kunstværker i spil inden for sin tids nyeste, kunsthistoriske forskning.
Han så endog kunsten som en mulig medspiller i landets politiske situation. Heri spillede hans Rembrandt en særlig rolle...