Malonecity

Del 2 af en smuk og velfortalt dobbeltroman.

Efter en rockkoncert med det irske band The Pogues deporteres et vist antal danskere fra København til Albanien. I det Europa, som romanen præsenterer, har man indrettet Albanien som en andenrangs nation, hvor Nordeuropas uegnede sendes til. Dette følge kaldes Pelotonen, der kommer til at optræde som en slags hovedperson i romanen.

Fortællingen om Pelotonen kombineres med diverse sidefortællinger, bl.a. en historie om en efterladt dreng i en bunker og en anden om to brødre, hvis skæbne afgøres af Pelotonen.

Fortællingen finder sin slutning i Albanien, hos Krankenheimer, der dels afventer Pelotonen, dels kommenterer, hvad han oplever med to albanske stammer, Gegerne og Toskerne.

En anden hovedperson i denne fabulerende dobbeltroman er sproget. Via en sproglig odysse gennem diverse erfaringsområder veksler sproget mellem opløsning og modstandsdygtig latter. Det overordnede opgør, romanen forsøger, er således en udflugt fra den tragiske til den komiske livserfaring.


Bagsidetekst:
Du har siddet længe nok, grædt nok. Måske har du forventet, håbet på lidt assistance, fra selveste De forenede stater? Det som sammenfatter Pelotonen vil i længden aldrig være stærkt nok. Den ene forsvinder, for han måtte forsvinde, sådan må man disponere over det, rent komisk. Den anden, Den Næstenfødte, afløses af en tredje, en syvende vejforbandet: Han når omsider frem til Malonecity. Der kommer mennesket rent faktisk til kort. Og hvad gør det ved Albanien? Det får Albanien til at ligne et bombesikkert gedefjæs.