KLET

”Slip ikke hinanden, slip ikke hinanden” råbte min højgravide mor igen og igen gennem larmen og tumlen, til vi fire børn, der med hinanden i hånden gik og småløb efter hende gennem det ragnarok, der udspillede sig på landevejen syd for Binh Long i det sydvestlige Vietnam.  

Ingen vidste, hvor far var. Vi havde ikke set ham, siden kampene som lyn fra en klar himmel var eksploderet omkring os nogle dage før. 

Over alt trængtes skræmte mennesker, soldater og store militærkøretøjer.  

Alle ville væk, formodentlig uden at nogen havde en klar forestilling om, hvor der skulle være bedre at være. Lyden af skud, bombebrag og skrig fra sårede og fortvivlede mennesker havde i dagevis lydt overalt omkring os. Det havde været skræmmende, og minderne om ens krop, der rystede og skælvede ved lyden af de store brag, forsvinder nok aldrig. Således indledes biografien om Klet Thi Dieu, et Beckerbarn der i 1975 samtidig med Sydvietnams sammenbrud ankommer til Danmark. En beretning om stærke oplevelser, men også beretningen om en ukuelig vilje til at klare sig i en omskiftelig verden. En beretning om at tage sagen i egen hånd og få det bedste ud af tingene, selv om det ser besværligt ud.