Sabina Gabrielle Carrara, Den sidste heks
Tilbage i 1974 rystes den lille søvnige landsby Seacross i Irland over de grusomme omstændigheder ved Margaret Morehouses død. Femogfyrre år senere synes historien at gentage sig, da den stille kystby pludselig rystes af en række rituelle drab. Nogen har brudt den hemmelige pagt om tavshed for at opnå retfærdighed, men hvis sandheden slipper ud, vil ingen blive sparet, hverken den fremtidige premierminister eller de lokale magthavere. Inspektør Billy McCabe bliver sat på sagen, men dødsfaldene er langt mere indviklede, end han regner med. Ikke blot må inspektøren se sine egne dæmoner i øjnene, han må også se sig grundigt for, da han ikke kan stole på nogen – ikke engang dem, der står ham nærmest. Det skal nok lykkes McCabe at udrede dette spind af hemmeligheder og løgne, men for hvilken pris?

Uddrag af bogen 
”Dumme teenagere,” mumlede Dora. Der var ikke noget usædvanligt ved, at de unge sneg sig ind på deres grund for at ryge og drikke uforstyrret. Hun havde normalt ikke noget imod det, fordi de som regel holdt sig væk fra huset. Problemet var, at de sjældent ryddede op efter sig, de efterlod skrald, og endnu værre var det, der skete sidste halloween; de havde efterladt et tændt bål, der næsten havde sat ild til hele området. Da Dora kom nærmere marken, kunne hun se, at det var et kors med et fugleskræmsel – hvad havde de nu fundet på denne gang? Hun tog sin telefon frem for at ringe til James. Han var nødt til at sende nogen hen for at tage det ned. Det var først, da Dora kom tættere på fugleskræmslet, at hun kunne se, det var et lig, der var hængt op på korset, og ikke en dukke. Hendes skingrende skrig lavede ekko i det irske landskab.       

Om forfatteren 
Efter at have taget en universitetsgrad i historie og filosofi og arbejdet med HR i Italien rejste Sabina Gabrielli Carrara til Irland i 2003 sammen med sin mand. Hun arbejdede i finanssektoren, inden hun besluttede sig for at vende tilbage til sin gamle lidenskab: at skrive.

Sabina Gabrielle Carrara, Den sidste heks

kr 249,95Pris