Trods kriser, opstande, pandemier og klimaforandringer er kapitalismen stærkere end nogensinde før. Hvordan er det muligt, at et så ustabilt og livsfjendtligt økonomisk system, der kalder ødelæggelse ned over så mange mennesker og naturen som helhed for at gøre en mikroskopisk gruppe mennesker rige, ikke for længst er blevet henvist til historiens mødding? Hvordan har dette system været i stand til at fastholde sit greb om samfundets liv i hundredevis af år?

I 'Stum tvang' præsenterer filosoffen Søren Mau gennem en mesterlig kritisk genlæsning af Karl Marx’ forfatterskab en teori om det, den store tyske tænker kaldte ‘de økonomiske forholds stumme tvang’. Tesen er, at kapitalismen ikke kun beror på voldelig og ideologisk magt, men også på en anonym, abstrakt og upersonlig magt, der er indlejret i og eksekveres gennem det kapitalistiske systems økonomiske processer. Denne økonomiske magt underlægger ikke blot arbejderne kapitalisterne, men tvinger hele samfundet ind under pengenes herredømme, alt imens den beror på og forstærker kønnede og racialiserede hierarkier og er godt i gang med at underminere selve grundlaget for menneskeligt liv på denne planet.

Oprøret mod kapitalismen ulmer, begæret efter en anden verden vokser, og over hele verden er interessen for Karl Marx’ kritiske teori stærkt stigende. Med 'Stum tvang' leverer Søren Mau et originalt bidrag til denne marxistiske vending, der overbevisende demonstrerer, at Marx’ kapitalismekritik er vigtigere og mere relevant end nogensinde.

Søren Mau, Stum tvang

kr299.95Pris