Lea Ypi er vokset op i det kommunistiske Albanien. I dag er hun professor i politisk teori og en af Storbritanniens førende venstreorienterede intellektuelle. De to erfaringer forener Ypi i sit politiske memoir. Fri samler det personlige og det politiske i en uforglemmelig fortælling om undertrykkelse og frihed.

Lea Ypi voksede op i en af de mest isolerede nationer i verden, Albanien, hvor kommunistiske idealer havde erstattet religion. Som en af de sidste stalinistiske forposter i Europa var Albanien nærmest umulig at besøge og umulig at forlade. Det var et land præget af knaphed, politiske henrettelser og hemmeligt politi. For Ypi var det hjem. Folk var lige, naboer hjalp hinanden, og man forventede, at de nye generationer ville skabe en bedre fremtid. Der var fællesskab og håb.

I december 1990, et år efter murens fald, forandrede alt sig. Statuerne af Stalin og Hoxha blev væltet, og fra den ene dag til den anden kunne folk stemme og tilbede de guder , som de ville. Men arbejdspladser forsvandt og tusinder forsøgte at flygte til Italien – kun for at blive sendt hjem igen. Pyramidespil fik landet til at gå statsbankerot og ledte til voldelig konflikt. Efterhånden som en generations forhåbninger blev afløst af en ny generations desillusion, begyndte Ypi at stille spørgsmålstegn ved, hvad ”frihed” egentlig betyder.

Fri er et fængslende erindringsværk om at blive voksen midt i voldsomme politiske omvæltninger.

Lea Ypi (f. 1979) er professor i politisk teori ved London School of Economics. Hun har udgivet en lang række bøger om kapitalisme, globalisering, migration og kolonialisme. Hun har derudover modtaget adskillige priser for sin forskning og skriver politiske analyser for The Guardian. Med Fri udkommer Ypi for første gang på dansk.

Lea Ypi, Fri

kr299.95Pris