Oktober - Belladonna dokumentet Oktober måneds lokkemad kommer fra bogen Belladonna dokumentet skrevet af Ian Caldwell & Dustin Thomason. Bogen findes både på dansk og amerikansk under titlen The Rule of Four. Belladonna dokumentet er blevet udråbt til den intelligente udgave af Da vinci Mysteriet. Så hvis du var vild med den, kan nedenstående varmt anbefales. Prolog Jeg tror at min far som så mange andre brugte en del af sin tid på at sammenstykke en historie som han aldrig ville komme til at forstå. Historien begyndte næsten fem århundreder før jeg startede på universitetet, og sluttede længe efter hans død. En sen aften i november 1497 red to budbringere fra Vatikanet til en kirke ved navn San Lorenzo uden for Roms bymur. Hvad der skete den aften, ændrede deres skæbne, og min far troede at det også ville ændre hans. Jeg interesserede mig ikke synderligt for hans historie. En søn er det løfte som tiden giver en mand, den garanti som enhver far får for at alt det han sætter pris på, engang vil blive affærdiget, og at det menneske han elsker højest på jorden, vil misforstå ham. Men min far, en renæssanceforsker, veg aldrig tilbage for tanken om en mulig genfødsel. Han fortalte historien om de to budbringere så ofte at jeg aldrig vil kunne glemme den, uanset hvor meget jeg forsøger. Han fornemmede – det indser jeg nu – at der var en lektie i den, en sandhed som langt om længe ville binde os til hinanden. Budbringerne var blevet sendt til San Lorenzo for at aflevere en adelsmands brev som de med trusler om død ikke måtte åbne. Brevet var forseglet fire gange med mørk voks og rummede angiveligt en hemmelighed som min far senere skulle bruge årtier på at forsøge at afslører. Men mørket havde sænket sig over Rom i de dage, byens storhed var kommet og gået og endnu ikke vendt tilbage. En stjernehimmel prydede stadig loftet i Det Sixtinske Kapel, og apokalyptiske skybrud havde fået Tiberen til at gå over sine bredder hvor et monster, hævede de gamle koner, i skikkelsen af en kvinde med æselhoved havde vist sig. De to grådige budbringere, Rodrigo og Donato, agtede ikke på deres herres advarsel. De opvarmede voksen med et lys og åbnede derefter brevet for at aflure dets indhold. Før de drog videre mod San Lorenzo, forseglede de atter brevet – kopierede adelsmandens segl så omhyggeligt at det måtte have været umuligt at se forskel. Havde deres herre ikke været en meget klogere mand, ville de to budbringere formentlig have overlevet. For det var ikke seglene der blev Rodrigos og Donatos undergang. Det var den tykke sorte voks som deres herres ring var blevet trykket ned i. Da de nåede frem til San Lorenzo, blev de mødt af en frimurer som vidste hvad der var blandet i voksen: en ekstrakt fra en giftig urt ved navn galnebær som, dryppet i øjnene, udvider pupillerne. i dag bruges ekstraktet medicinsk, men på den tid blev det anvendt af italienske kvinder som et kosmetisk middel fordi store pupiller var et tegn på skønhed. Det var denne anvendelse der senere gav planten et andet navn: ”skønne kvinde” eller Belladonna. Mens Rodrigo og Donato smeltede og omsmeltede de fire segl, indåndede de røgen fra den smeltende voks. Da de så ankom til San Lorenzo førte frimureren dem hen til en flerarmet lysestage i nærheden af alteret, og fordi deres pupiller ikke trak sig sammen vidste han hvad de havde gjort. Og skønt mændene havde besvær med at genkende frimureren med deres ufokuserede blik, gjorde han som han havde fået besked på: Han tog sit sværd og huggede hovedet af dem. Det var en tillidsprøve, havde hans herre sagt, og de havde ikke bestået den. Min far læste om Rodrigos og Donatos skæbne i et dokument han fandt kort før sin død. Frimureren dækkede mændenes lig trak dem ud af kirken og tørrede bagefter deres blod op med ostelærred og klude. Hovederne lagde han i sadeltasker, en på hver side af sin hest, kroppene slyngede han hen over Donatos og Rodrigos egne heste og bandt derefter disse til sin egen med et reb. Han fandt brevet i Donatos lomme og brændte det, for det var et falsum, og i virkeligheden var der ingen modtager. Derefter faldt han, før han tog af sted, udstrakt ned foran kirken og bad om tilgivelse for den forfærdelige forbrydelse han havde begået på sin herres bud. I hans øjne dannede San Lorenzos seks søjler et gab hvor mellemrummene var som sorte tænder, og den enfoldige frimurer indrømmede at han skælvede da han så det, for som barn på de gamle koners knæ havde han hørt om det digteren Dante så i helvede hvor de største synderes straf var at blive tygget igennem i al evighed i kæberne på lo ´mperador del doloroso regno. Måske så gamle Sankt Laurentius langt om længe op fra sin grav, fik øje på blodet på den stakkels mands hænder og tilgav ham. Eller måske var tilgivelse umulig og Laurentius tavs ligesom vor tids helgener og martyrer. Senere den aften adlød frimureren sin herres ordre og bragte Rodrigos og Donatos kroppe til en slagter. Man bør nok ikke spekulere for meget på hvad der derefter skete med deres kadavere. Jeg håber at de forskellige legemsdele blev smidt ud på gaderne og samlet op af natmænd eller ædt af hunde i stedet for at finde vej til en postej. Men slagteren fandt anden anvendelse for de to mænds hoveder. En bager i byen, en mand med djævelske tilbøjeligheder, købte hovederne og lagde dem ind i sin ovn før han afsluttede dagens arbejde. Det var kutyme i de dage at de lokale kvinder lånte bagerens ovne efter mørkefald mens gløderne fra dagens bål stadig ulmede; og da de kom til bageriet, skreg de og var lige ved at besvime ved synet af det der mødte dem. I begyndelsen syntes det som en ussel skæbne at blive brugt som rekvisit til at skræmme gamle kællinger. Men jeg forestiller mig at Donato og Rodrigo vandt større berømmelse ved den måde de døde på, end hvis de var forblevet i live. For gamle koner er til alle tider de kar som minder opbevares i, og de der fandt hovederne i bageovnen, ville aldrig kunne glemme det. Selv da bageren tilstod sin brøde, fortalte enkerne historien videre til Roms børn som i en generation derefter huskede fortællingen om de mirakuløse hoveder lige så levende som de huskede den om monsteret som Tiberen havde skyllet op på sine bredder. Og skønt historien om de to budbringere med tiden blev glemt, står én ting uomtvisteligt tilbage: Frimureren gjorde et godt stykke arbejde. Uanset hvad hans herres hemmelighed var, kom den aldrig videre end til San Lorenzo. Dagen efter mordet på Donato og Ro- drigo – mens natmænd skovlede skidt og møg og indvolde op i deres trækvogne – var der ikke mange der bekymrede sig om deres vanskæbne. Skønhedens langsomme overgang til forrådnelse og videre til fornyet skønhed fortsatte, og som de dragetænder Kadmos såede, vandede ondskabens blod den romerske jord og førte til en genfødsel. Fem hundrede år skulle der gå før nogen fandt frem til sandheden. Da disse femhundrede år var gået, og døden havde fundet et nyt par budbringere, var jeg ved at afslutte mit sidste år på Princeton Universitet. Tilbage til 'lokkemad'