Januar - "Jeg er ikke bange" skrevet af Niccoló Ammaniti Januar måneds lokkemad er fra bogen "Jeg er ikke bange" skrevet af Niccoló Ammaniti. Bogen er udkommet på forlaget Gyldendal, og den er ikke kun uhyggelig den er også virkelig spændene. Set fra en niåriges øjne, er man atter tilbage i barndommens magtesløshed. Det er som at stige på karrusellen i tivoli, når du går i gang med bogen. Du kommer ikke af før turen er slut, heller ikke selvom den virker lidt farlig nogen gange. Man har ikke lyst til at lægge bogen fra sig, før man ved hvad den ender med, og man vil helst have de alle bliver lykkelige, får et bad og rent tøj på, til slut. UHA! Som sædvanligt kan du svare retur på denne mail, hvis der skal lægges et eksemplar til side til dig. Handling: ”Året er 1978, og det er en af århundredets varmeste somre i den lille syditalienske by Acqua Traverse. Mens de voksne holder sig inden døre hele dagen, strejfer en lille gruppe af byens børn rundt på markerne i omegnen af byen for at fordrive kedsomheden. En dag finder de et forladt hus på en øde bakke. I nærheden af huset gør den niårige Michele en opdagelse: På bunden af et hul i jorden ligger der en halvdød dreng. Michele beslutter sig for indtil videre at holde fundet af drengen hemmeligt, og der udvikler sig et venskab mellem de to. Men hvad gør drengen i hullet? Hvorfor er han lænket? Og hvad har Micheles far med det hele at gøre?” uddrag side 35: Det lykkedes mig at skubbe pladen endnu et lille nyk. Hullet var et par meter bredt og mellem to og to og en halv meter dybt. Det var tomt. Nej, der var noget. En bunke sammenviklede gamle klude? Nej… Et dyr? En hund? Nej… Hvad var det? Det var noget uden pels… noget hvidt… et ben… Et ben! Jeg gjordet et hop baglæns så jeg nær var faldet. Et ben? Da jeg havde fået sundet mig, kastede jeg lynhurtigt et blik derned igen. Det var et ben. Mine ører føltes med ét kogende; jeg blev tung i hovedet og armene. Jeg var ved at besvime. Jeg satte mig ned, lukkede øjnene, støttede panden mod hånden og tog en dyb indånding. Min første indskydelse var at tage benene på nakken og styrte tilbage til de andre. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Først måtte jeg lige kigge en gang til. Jeg lænede mig frem og så ud over kanten. Det var et drengeben. Og en albue stak frem fra pjalterne. Det var en dreng dér på bunden af hullet. Tilbage til 'lokkemad'